Udveksling på ETH Zürich _ Kapitel 4: Final review

Endnu en gang siger vi tak til Daniel for virkelig fine tekster og billeder fra hans udvekslingsophold! Det har været utrolig inspirerende at følge. Så endnu en gang tak! Alt held og lykke fremover.

Det man hele semestret har arbejdet hen imod er den endelige præsentation af ens projekt ved ’Final Review’, hvor det præsenteres for en række gæster, assistenter og den pågældende professor. 20 minutter til at præsentere og derefter 20 minutters diskussion per gruppe.

Tiden op til den endelige præsentation har som altid været lidt af et maraton med lange aftener og alt for tidlige morgener. Efter sigende skulle Professor Topalovic’ studio ikke være så slemt hvad dette angår, men alligevel kan man godt mærke, at der er en deadline, der presser sig på. Afleveringsformatet for projektet er en bog, én stor plantegning og en lille række frie tegninger til at forklare projekterne. Der var ikke krav om modeller. Afleveringskravene afspejler at projektet i sidste ende har været meget lidt design og rigtig meget analyse.

Projektet om vores kommune i den franske del af Schweiz havde da også en række forhold at tage stilling til, som vi igennem forløbet fik klargjort. Kommunen huser en række af de største og mest eksklusive urfabrikanter i verden. Med sin placering klods op af den franske grænse, giver dette gunstige forhold for virksomhederne, der dermed er i stand til at tiltrække billig og kvalificeret fransk arbejdskraft. De franske arbejdere tjener forholdsmæssigt mere end de ville kunne i Frankrig. Resultatet er store mængder af biler gennem det ellers meget velbevarede og maleriske Jura-landskab. 4.000 pendler hver dag til kommunen, der selv har ca. 4.500 indbyggere, og sætter den på en af de mange parkeringspladser. Samtidig er en stor del af de schweiziske indbyggere selv pendlere til Lausanne eller Geneve. De mennesker der opholder sig i kommunen lever altså i to verdener, der koeksisterer, men ikke giver noget til hinanden. Efterladt er en kommune med en identitet som enhver anden sovende forstad og industrikvarterer med en inhuman skala og uden urbane tilhørsforhold.

Pendlernes verden

Identitetsløs forstad 

Vi valgte i gruppen at fokusere på at afhjælpe dette problem ved at foreslå at omdanne disse fabriksområder til offentlige rum uden at kompromittere fabrikkernes behov for sikkerhed. Vi så en mulighed i, at fabrikkerne i samarbejde med kommunen lod deres områder udvikle med en æstetik og et multifunktionelt brug for øje. Dermed ville vi ikke kun tilføje byen meget tiltrængte steder at udfolde landsbylivet, men samtidig også give stederne en identitet knyttet til de pågældende fabrikker, der originalt havde deres rødder i området. For fabrikkerne ville det kunne hjælpe med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og samtidig brande sig selv som socialt bevidste institutioner.

Til disse tiltag tog vi inspiration fra eksisterende steder, hvor dette havde fundet sted – fx hos Carlsberg i Valby med deres understøttelse af kunst og videnskab samt deres syn på æstetik som gavnligt for arbejderne. Andre eksempler er Zonnestraal i Holland eller Familistère i Frankrig.

Vi valgte tre steder, som skulle eksemplificere vores idé. De tre steder tog udgangspunkt i tre af de største fabrikker, der lå strategisk placeret tæt på landsbyen. Fælles for dem alle var en ret streng indhegning af områderne og en stor udstrækning af asfalteret overfalde til parkering. De tre nedslag:

’Dead Centre to Meeting Point’: For denne fabrikant, Audemars Piguet, valgte vi at åbne pladsen omkring bygningen op og tillade passage over en overflade, der langsomt gik fra brosten over til en grøn flade med små bække imellem. På denne nye flade ville en række af landsbyens funktioner såsom et forsamlingshus, en vandlegeplads eller et værksted blande sig med fabrikkens undervisningspavilloner og gæstehuse. Dette for at skabe et nyt samlingspunkt i de nuværende ikke centrerede parcelhusbebyggelser.

Audemars Piguet Site

‘Landscape Barrier to Strip of Activity’: Blancpains store bygninger stod som en lang mur for de mere historiske bebyggelser langs kanten af dalen. Som bindeleddet mellem to centre, valgte vi at udnytte det langstrakte til at skabe en promenade og dermed flytte den gående trafik fra den travle vej og ned til landskabet. Herfra ville aktiviteter kunne finde sted på de tilstødende parkeringspladser, der ville kunne omdannes til loppemarkeder eller koncerter i weekenden eller om aftenen.

‘Tarmac Surface to Public Plains’: Breguet optager med deres bygningskrop og tilhørende parkering enorme arealer i et område der normalt var et stort vådområde. Ved at optimere parkering og bruge bilernes organisering som rumgivende elementer var vi i stand til at genskabe en form for nutidigt vådlandskab og samtidig skabe en række muligheder for de rum, der skabes imellem. Disse uderum kunne indeholde sportsfaciliteter delt mellem fabrikker og beboere eller små midlertidige huse til medarbejdere eller tilflyttere.

At få kritik er altid givtigt, især når juryen er velkvalificeret. Vores professor havde valgt at invitere en række gæster, der alle til daglig arbejder i urbane og territoriale sammenhænge omkring Lac Leman både som praktiserende arkitekter (Mathias Gunz, Thomas Friberg, Simon Hartmann og Michèle-Tranda Pittion), som en del af den urbane tænketank Fondation Braillard (Panos Mantziaras) og som repræsentant for en af kommunernes byråd (Marendaz Guignet Evelyne).

Juryen købte idéen om at man som virksomhed i det 21. århundrede havde mulighed for at skabe en lokalitet ved at engagere sig i det lokale samfund. Dog var der ikke stor begejstring for de mere konkrete projektforslag. Dette var generelt et gennemgående tema for alle grupperne – vi fik ros for vores præcision i analyserne, men ris for oversættelser af konklusioner og visioner til egentlige projekter. At dette ville være akilleshælen, havde vi lidt forudset. Det egentlige design blev færdiggjort på under 2 uger mens resten af tiden blev brugt på at analysere og formidle resultaterne af dette. Denne ratio mellem analyse og formgivning er ekstremt langt fra KADKs måde at tilgå arkitektur på. Jeg tror ikke selv, at det altid er rigtigt at en analysere skal have så stor præsens, men jeg tror, at man som arkitekt skal bruge det til i langt højere grad at begrunde vores valg og strategier.

Som en sidste blog i min lille serie om ETH og mit ophold i Schweiz, kommer der næste gang en opsummering af opholdet som helhed og lidt tanker om Schweiz. Auf wiedersehen!

Share this Story

Related Posts

Comments are closed.


Ingen URL indtastet – ønkede du begivenheder fra indlæg? - Den ønskede funktion kræver pluginnet amr-events Få det her

Kategorier