INTERVIEWRÆKKE: Morten Meldgaard

untitled-1
Med dette interview af Morten Meldgaard fra KADK, starter StudArk en Interviewrække med personer som vi finder inspirerende i vores hverdag. Vi vil interviewe vejledere, undervisere og personer i branchen som vi finder har noget på hjertet, som flere kan få gavn af. Vi håber i vil følge med og blive inspireret undervejs. God læselyst!

img_4231hvid-kopiKort om Morten Meldgaard: 
Stilling: Lektor, skribent og forsker på KADK ved IBBL, KOM
Uddannet: Arkitekt på KADK 1997 & Den Danske Filmskoles dokumentar i 2003, Ph’d i arkitektur & film i 2009.

Hvordan er du blevet ført hen til det punkt i livet, som du er i lige nu? Hvad har været drivet i dine valg? 

Min uddannelse på Akademiet, var i grunden meget formal æstetisk, forstået på den måde at alle spørgsmål kunne omsættes i en æstetisk diskurs og derigennem behandles formelt. Det har været en stor hjælp sidenhen, b.la. da jeg gik på filmskolens dokumentarlinje og skulle lære at arbejde med filmbilledets beskæring, fortællingens struktur og tidslighed gennem filmens montage. Jeg tænker også at den formelle æstetiske tilgang var et stort plus medens jeg skrev min p.hd.-afhandling her på arkitektskolen, fordi jeg kunne se på teksten som et materiale, der blot skulle organiseres og ordnes efter en række æstetiske overvejelser. Med materiale mener jeg egentlig, materiale som materie, som noget fysisk håndgribeligt man kan give form, skære op, sætte sammen, altså alle de handlinger vi kender fra arbejdet ved tegnebordet eller arbejdet med at forarbejde en film. Omvendt var en af grundende til at jeg valgte at forfølge filmen, at jeg allerede på arkitektstudiet savnede en social, følelsesmæssig og spirituel oplevelse af den fler-dimensionelle realitet en bygning udgør. I starten halvfemserne var man jo fokuseret på to ting, at genopskrive den heroiske modernisme og at undersøger hvilke nye operative tilgange til arkitekturen man kunne udvikle gennem dekonstruktionen. Det har som sagt præget mig i en formal æstetisk retning som jeg har stor gavn af, men omvendt har det også gjort at jeg har måtte opsøge andre miljøer for at tilfredsstille mit behov for en mere faceteret diskurs. I dag oplever jeg at tingene er løst meget mere op, og der er en lang række arkitektoniske praksisformer som åbner op for en ny tænkning af det at være arkitekt. Det er vidunderligt, men jeg er stadig optaget af at skabe et rum hvor flere typer tilgange har plads og kan rummes midt i en æstetisk knivskarp ambition.

Hvis du skulle udpege 3 særlige steder, som har været inspirerende for dig, hvilke skulle det så være? 

Enrique Miralles kirkegård udenfor Barcelona oplever jeg som et meget helstøbt og inspirerende arbejde, hvor konteksten i form af en tidligere grusgrav og bearbejdningen af bygningselementerne indskriver vores eksistens i både geologisk og historisk tid. Så er der Can Lin bygget af Utzons svigersøn Alex Popov som ligger i en lille mandellund. Jeg boede der mens jeg lavede en sommerskole i Utzons berømte Can Lis på Mallorca og jeg blev ret forelsket i husets simple måde at rulle funktioner ud og danne ramme om en lille families liv, som står i skærende kontrast til Utzons meget segmenterede programmering. Endelig elsker jeg Vor Frue Kirke, det er for mig et helt særligt rum, både rumligt, lysmæssigt og stemningsmæssigt men også i relationen mellem Thorvaldsens skulpturer og CF Hansens Arkitektur.

Hvilken bog har betydet mest for dig som arkitekt og hvorfor?

Gilles Deleuze´s to bøger om film har betydet meget og på en hvis måde er de også min arkitekturbibel, fordi de taler meget indtrængende om relationen mellem det rumlige og det tidslige. Hvis jeg skal vælge med hjertet, så er det Tarkovskijs vidunderlige bog ”Sculpting in Time”. Førnævnte Deleuze siger vist også et sted at store filminstruktører, bliver teoretikere og filosofer, når de beskriver deres egne film.

siza4siza2siza3siza1

 

 

 


Stills fra Mortens nye film

Er der en arkitekt du finder specielt interessant lige nu og hvorfor?

For tiden er der nok to… Alvaro Siza og Carlo Scarpa. Det handler om at jeg er begyndt at lave en række filmiske skitser om nogle arkitekters enkelte værker, Sizas museum i Compostella og Scarpas kirkegård i Veneto og det optager mig meget. På Siza-filmen er vi færdige med at klippe og skal til at lave lyd, mens Scarpafilmen stadig ligger som råoptagelser.

Jeg oplever at Siza-filmen har en enormt fin sammenhæng mellem bygning, klima, lys, materialitet og det miljø som bygningen er indskrevet i og at det kommer til udtryk gennem en tindrende, let perlemors-agtigt grå lysende aura. Den handler meget om hvordan en bygning tænkes oppefra og ned gennem planerne og omvendt hvordan snittet arbejder med bygningens udspænding i tid. Med Scarpa filmen er jeg mere nervøs. Jeg er ikke så sikker på grebet endnu og syntes at der ikke er noget som hænger sammen eller at det kan blive godt på nogen måde. Jeg har et greb, at se på farverne i Scarpas tegninger, og farverne ude på kirkegården, men alligevel er jeg lidt usikker

Har du et bestemt værk du altid vender tilbage? enten et værk, som du finder inspirerende, eller et projekt du var medvirket i, og som du ikke rigtig kan “slippe”?

Den russiske filminstruktør Tarkovskijs film ”Spejlet” fra 1974 er et værk som jeg ofte vender tilbage til og har beskrevet i detaljer gennem mit skrivearbejde, men som også inspirerer mig i min filmiske praksis og som jeg har forfulgt så langt at jeg har bygget en 1:1 model af det hus de bor i filmen sammen med min kone. ”Spejlet” rummer de tre elementer som altid sætter en statisk og ensporet tænkning af verden ud af spillet; den rummer vidunderligt smukke kamerature og kamerabevægelser, travelings, panoreringer og zoomture, som hver især sætter det rumlige og tidslige hierarki til diskusion. Bergson skriver et sted som jeg holder meget af: ”Space covered is past, movement the act of covering”. Filmen handler også om hukommelse, at en hukommelse er en intensiv multiplicitet, ikke en kasse med sten, men en kasse med levende billeder, hvis indbyrdes relationer ændres for hver ny oplevelse eller indtryk. Og så er der farverne, de er jo om noget intensive, selvom jeg jo godt ved at de kan måles, så kan de ikke beskrives udtømmende eller endegyldigt. For hvert eneste nyt menneske, vil der være en ny sanselighed over for palletten, et nyt betydnings og sansediagram. Spejlet minder os om at der ikke kun er 4 dimensioner, men ligesåmange vi kan tænke, og at de ikke er prioriterede: Når jeg filmer er det punkt, flade, tid, rum, sekvens og når jeg bygger er det punkt, linje, rum, tid, relation…

Har du et arkitektonisk holdepunkt i en ellers altid foranderlig arkitektpraksis?

Der er vel en slags arkitekturens ”mindre linje” som er et holdepunkt… Sharoun, Lewerentz, Utzon, Scarpa, Siza, Ishigami, Nishizawa…  men det er jo også noget som ligger og arbejder. En anden linje kunne være den som forbinder 60´minimalismen med både Mies´arbejde med det optiske og tektoniske og en praksis som SANAA´s…

Men helt ærligt, i min type arbejde er det jo nok en anden slags holdepunkter som gør at foranderligheden opleves som et gode. Det er jo først og fremmest det at opleve at hver ny årgang, og det gælder både når jeg underviser her og på filmskolen, at de er særlige og at det ikke bare er vores fag som udvikler sig gennem det nye som i tilbyder, men også fremstår som en udvikling i menneskelig forstand.

Hvilket utraditionelt medie har sidst inspireret dit arkitektoniske arbejde?

Altså den nye 6 ugers blok som min gamle kollega Gitte Juhl har stablet på benene og som lige er gennemført oplevede jeg som stærkt tilfredsstillende. Det er måske ikke i de utraditionelle medier, men i en utraditionel tilgang. Jeg elsker at Gitte står foran 180 nye studerende og husker dem på at det vigtigste at huske næste dag er skruemaskine og arbejdstøj. At hun starter mandag morgen dag eet, med at vise den scene fra Herzogs ”Fitzgeraldo” hvor de bærer flodbåden over bjerget. Hun har løst den gordiske knude omkring den tværfaglige undervisning og tager udgangspunkt i det aktiv 180 mennesker kan være. At opleve at et fælles problem (den fælles tværgående undervisning) som har plaget skolen siden jeg gik her, bliver løst op og forklaret på ny er en meget stor inspiration for mig, især fordi det kommer på et tidspunkt med megen uro og dårlig stemning. Så jeg har nydt at deltage, vise film for de nye studerende og bygge pavillion sammen med vores gene 1. Års studerende på IBBL.

Tusinde tak til Morten Meldgaard

Share this Story

Related Posts

Comments are closed.


Ingen URL indtastet – ønkede du begivenheder fra indlæg? - Den ønskede funktion kræver pluginnet amr-events Få det her

Kategorier