Tips & Tricks

Gode råd til nye arkitektstuderende!

studark_logoforslag-1024x819

 

StudArk redaktionen vil gerne ønske alle de nye arkitektstuderende i Århus og København tillykke med optagelsen!

StudArk er en blog drevet af frivillige arkitektstuderende og på redaktionen har vi besluttet os for at give jer en lille hjælpende hånd i form af små hacks, guides, tips og tricks. Nedenunder kan I læse  mine gode råd til livet som arkitektstuderende. Husk at holde øje med bloggen det næste stykke tid – der kommer mere! 🙂

1.

Tegn så meget du kan og tænk ikke på kvaliteten! Det er en tilbagevendende klassiker, at man lader sig stoppe af sin indre perfektionist eller fordi man synes sidemandens tegning er bedre. Tegning på arkitektskolen handler ikke om at kunne tegne fotorealistisk eller skitsere lige så stramt som Lebbeus WoodDet handler om at kunne udforske sin idé og kommunikere hvad man tænker over for sig selv og andre. I den forbindelse kan den simpleste skitse tit være den bedste.

Red Book sketch 1958

Jørn Utzon – Tidlig skitse af Operahuset i Sydney

2.

Få fat i en skitsebog og brug den! Ud fra min egen erfaring er det guld værd at kunne gå tilbage i sine noter og små tegninger. Jeg blander noter fra forelæsninger med små ligegyldige kruseduller, idéer til projekter, citater, jeg føler mig inspireret af og en masse andet i en stor rodebunke. Jeg skriver sjældent særlig meget af fra forelæsninger og erstatter det i stedet med små skitser og stikord. Jeg bruger en større projektspecifik skitsebog (A4) ved siden af, for at holde mine daglige tanker og projekter adskilt. Dette er den måde, der passer mig bedst og den udvikler sig hele tiden. Det vigtigste er, at du finder din egen måde at bruge din skitsebog på og at du ikke stresser over, at den skal være perfekt eller se ud på en bestemt måde. Der er ingen, der behøver at se den ud over din vejleder og vejledere elsker “grimme” skitser! 😉

BLOK 2 - uge 4_

Uddrag af egen skitsebog.

3.

Du har en fast plads af en grund, brug den aktivt! Personliggør dit skrivebord og tænk over den måde, du organiserer dig og bruger det på i din proces. Hæng f.eks. din proces op, ved siden af ting, der inspirerer dig og stil dine små arbejdsmodeller op, både for at vise det frem for dig selv, men også andre. Materialet du producerer giver tilbage, men hvis du lægger det til side så får du ikke noget igen. Man skal bo i materialet, så man kan blive inspireret af ens eget arbejde og få et billede af hvad det er for en visuel identitet der er på færde i ens projekt.

DANIEL 2

Læs om Daniel i Desk In(ter)view fra sidste forår. (tryk på billedet)

4.

Brug din vejleder så meget du kan! Din vejleder er den, der skal guide dig gennem den arkitektoniske jungle og de er samtidig en uvurderlig kilde til de ting, du ikke ved en skid om, så spørg og lyt! Stil dig ikke tilfreds med den ugentlige 20 minutters session de prøver at spise dig af med! Bank på deres kontor, send dem e-mails og lig på lur bag kopimaskinen, hvis det er det, der skal til. (:
Når det er sagt, er deres ord ikke lov. Nogle gange er den bedste vejleder den der siger du skal arbejde videre med det sorte hus, så du kan blive endnu mere fast besluttet på at arbejde videre med det hvide. Lyt omhyggeligt og forstå deres synspunkt, men tag hvad din vejleder siger med et gran salt.

5.

Brug dine medstuderende! Det er ikke altid lige let med det der gruppearbejde – trust me, I know! Det skal selvfølgelig ikke være i alle sammenhænge, men man kan få så meget ud af at dele viden med hinanden, fremlægge sin idé for en fra sit hold og få feedback eller samles en weekend og bygge et eller andet i 1:1. I vil meget hurtigt finde ud af at faget arkitektur er enormt og I kan på ingen måde lære det hele, men hvis man går sammen er der en større chance for at man får en bredere horisont i det arkitektoniske landskab.

6.

Tænk ikke på dine karakterer! Kreativitet kan ikke beskrives med et tal, sådan er det. Nu er det jo bare sådan, at der skal gives karakterer her i Danmark, men lad dig ikke slå ud af en dårlig karakter! Hvis du jagter den gode karakter for meget, kan det skade din kreative proces og i værste fald ende med at man begrænser sig selv, for at føle sig sikker. Der er mange faldgrupper ved at fokusere på den gode karakter og jeg er selv en af dem, der har svært ved det. Men fat mod! Det er ikke dine karakterer, der definerer dig i sidste ende, men dine færdigheder og det portfolio som du opbygger gennem dit studieforløb.

crit-cartoon

7.

Kom ud og oplev verden omkring dig! Det er en klassiker at gro fast til sin plads og ikke se andet end sit projekt og til nøds sin seng. Hold dig fra denne vane. Se vennerne, dyrk noget sport, gå en tur, se en film, gå til fest eller besøg et museum. Det vigtigste er, at du oplever noget andet end at sidde på skolen og glo på dit projekt. For det er ude i den virkelige verden at du opfanger nye indtryk, bliver stimuleret visuelt og skaber erfaringer om det der omgiver arkitekturen som du senere skal skabe.

8.

Mit sidste råd til jer er – slap af og nyd det! Med det mener jeg ikke, at man skal læne sig tilbage og vendte på at man får serveret sin uddannelse på et sølvfad. Jeg mener, at selvom det til tider kan være rigtig hårdt at studere arkitektur må man ikke glemme at have det sjovt. For det er på skolen du har mulighed for at lege, udforske, afprøve og lave skøre ting, især i de første år. Så glem for Guds skyld karaktererne, for du kan ikke bruge dem til en skid. Det handler om at komme ud over kanten og udfordre sig selv og finde ud af hvad fanden arkitektur egentligt er for en ting. Så slip dig selv løs og arbejd hårdt, men gør det på de ting, du finder sjove eller brænder for. Dette er lettere sagt end gjort som så mange andre ting, men prøv at slappe af i den proces du skal til at i gang med, for du skal nok blive arkitekt, det lover jeg! 🙂

Håber du kunne bruge mine råd til noget. 🙂 Husk at der kommer flere gode råd her på bloggen i den kommende tid, så like os på facebook her så du kan holde dig opdateret.

Hilsen StudArk redaktionen

Share this Story

Related Posts

Comments are closed.


Ingen URL indtastet – ønkede du begivenheder fra indlæg? - Den ønskede funktion kræver pluginnet amr-events Få det her

Kategorier