Don't Mind The Gap, Udveksling og praktik

Don’t Mind The Gap: Kap. 1; Introducing Bartlett

Bartlett_Book

Den første uge på The Bartlett School of Architecture har været fyldt med inspiration og uvished. Med mit portfolie i hånden har jeg prøvet at tabe på forhånd i spillet om at komme først-til-mølle og fået testet mit engelsk til interviews. Heldigvis endte det hele godt.

B-Pro Udstilling

The Bartletts to ét-årige Masterprogrammer (B-Pro Urban Design og B-Pro Architectural Design) slutter af med en stor udstilling, netop som det første term starter for resten af skolen. Udstillingen gav et godt indtryk af det arbejde, som kendetegner skolen, og den høje standard i produktionen, som har været en af de største grunde til, at jeg har valgt at gå her. Døm selv. Jeg har taget nogle billeder fra udstillingen.

 

Helt kort om skolen

Strukturen på Bartlett minder til forveksling om den gamle struktur med studieafdelinger, som indtil 2014 eksisterede på KADK, hvor forskellige Units hver repræsenterer unikke æstetiske og proces-orienterede tilgange til faget. Bag hver Unit er minimum to timelærere, der er ideologiske torvholdere for tilgangen til projekterne, og som med et par dages mellemrum kommer forbi og vejleder og opmuntrer i studiesalene. Som en stor forskel fra KADK tilbyder lærerne tutorials, hvor man bliver introduceret til programmer og teknikker til produktionen af sit designprojekt.

Rigtigt ligger Bartlett i Water House, men bygningen har siden 2013 været under renovering. Skolen er midlertidigt beliggende i en lagerbygning, der tidligere har huseret adskillige ulovlige rave-fester én kilometer væk fra resten af UCLs campus ved Euston Station. Øverst sidder de mange Phd-studerende og administrationen. I stuen er der udstillingslokaler og oceaner af plads til de imponerende værkstedsfaciliteter, B-Made, som jeg bliver introduceret til om to uger.

De 14 Units ligger side om side i store, højloftede rum på første sal adskilt af 3 meter høje skillevægge i krydsfinér. M2-prisen i London er en af verdens højeste, og der er ikke bordplads, endog stole til de godt 20 elever, der går på hver Unit. Derfor er der mange, der vælger at arbejde hjemme, hvilket jeg som udgangspunkt synes er ærgerligt. Skolen åbner desuden kl. 08:30 og lukker kl. 22 i hverdagene og har helt lukket søndag, så min ambition om aldrig at tage arbejdet med hjem bliver nok svær at overholde i det her skoleår.

Valg af Units

At vælge Units på Bartlett må siges at have været en noget intens oplevelse. Efter flere timer i kø og tre dage med interviews har de fleste studerende fundet sig til rette på deres tildelte unit. Selv fik jeg mit førstevalg på Unit 10, som styres af skolens primadonna og præmietyr: Professor CJ Lim.

Vores tema på Unit 10 er ‘The Poetics of A Resilient City’. Målet er at finde de potentielle arkitektoniske muligheder, der ligger i ‘The Resilient City’, som direkte oversat betyder ‘Den Modstandsdygtige By’. Med baggrund i ‘The Resilient Movement’ skal vi etablere en kritisk intellektuel og poetisk tilgang til spørgsmålet ‘What Makes A City Resilient?’

Mit indtryk er, at vi har en stor frihed til selv at vælge rammerne for vores projekt. Til at få os startet på opgaven skal vi finde et narrativ fra evt. bøger, poesi eller film, som skal være udgangspunkt for vores designstrategi. Det ligger langt fra, hvad jeg ellers har lavet på KADK, hvor vi ofte fik et specifikt site og et program at klamre os til. Her er et meget bredt tema slået an, og det er så vores egen nysgerrighed, der med tiden skal specificeres til et design-forslag. Jeg glæder mig til at fortælle, hvad jeg er nået frem til i næste kapitel.

 

 

DontMindTheGap_bund

Share this Story

Related Posts

Comments are closed.


Ingen URL indtastet – ønkede du begivenheder fra indlæg? - Den ønskede funktion kræver pluginnet amr-events Få det her

Kategorier